Marinaen er det første møde med byen for de mange gæstesejlere, der lægger til i Kerteminde hvert år. Marinaen skal rent funktionelt tilgodese brugerne og gøre det nemt at afvikle havnens mange praktiske gøremål som fx vedligehold og opbevaring af både. Derved – og i kraft af sin skønne beliggenhed – bliver marinaen også et rekreativt område for alle byens borgere og en stor attraktion i sig selv. Derfor skal marinaen være en havn for hele byen og dens besøgende. Den skal fordre en synergi mellem praktiske og rekreative gøremål, der gør stedet, og dermed hele byen, livligt og velbesøgt.
Planen gør op med de mange bådebroer og spredningen af liv ved at placere to knudepunkter langs den eksisterende promenade. Der er her, havnens liv mødes og blandes: Her udspringer forbindelsen til vandet for både sejlere og besøgende, her placeres havnens funktioner og bygninger, promenadens trafik skærer sig igennem, og der indrettes uderum til ophold. Det er også her, at de mindre sejlende – kajakker, joller, motorbåde – får en smutvej under broerne langs med promenaden, og flowet af sejlende og gående krydses.