#Emil Kroghede Olsen. Arkitekt MAA med base i Aarhus
.
Om Kroghede Arkitektur
Kroghede Arkitektur skaber rum for sanserne og en øget livskvalitet.
Vi er som mennesker blevet forvænt med et komfortabelt liv, hvor vi befinder os 80-90% af tiden indendørs. Dertil bruger vi størstedelen af vores vågne timer med fokus rettet mod en skærm. Vi mennesker er og bliver dog biologiske væsener skabt i naturen med et sanseapparat kalibreret her til.
Det er med disse realiteter for øje at jeg angriber alle mine projekter. Med en stærk intention om at skabe arkitektur, der bringer os tættere på naturen og forener modsætninger mellem den komfortable og digitale livsstil med det biologiske faktum at vi er sanselige dyr. Skåret ind til benet laver jeg arkitektur, der behager vores sanser og skaber en stærk og bevidst relation til naturen og uderummet.
I forlængelse af dette, ligger det mig meget nært at anvende naturlige og bæredygtige materialer og byggemetoder.
Dette opnås gennem en designproces hvor matriklens konkrete kvaliteter og udfordringer analyseres og omsættes til en formgivning der skaber rum for behageligt ophold inde og ude. Formgivningen er rationel og der søges en raffineret æstetik gennem arbejdet med de nødvendige elementer og konstruktive principper der kræves for at skabe et solidt og sundt hus. Resultatet heraf er en simpel, afbalanceret arkitektur, der er formet helt specifikt til stedet og bygherren ud fra bæredygtige og bygbare principper.